Vedtaget d. 27. marts 2022

 

REGISTRERINGS- & KÅRINGSREGLEMENT

FOR AVLSFORENINGEN FOR MINIATUREHESTEN I DANMARK (MHDK)

 
§ 1. Stambogen
Stambogen er opdelt i et hovedafsnit samt et bilag hertil opdelt i F1, F2 og F3. For at blive optaget i hovedafsnittet eller bilag hertil skal hesten opfylde avlsmålet for MHDK. Heste der har et gyldigt afstamningsbevis fra AMHA eller AMHR, og som opfylder avlsmålet for foreningen, kan også optages og indplaceres.
Stk. 2. En hest kan være født ind i hovedafsnittet ved, at dens forældre, bedsteforældre og oldeforældre opfylder en af følgende betingelser:
• Er indført i avlsforbundets hovedstambog eller bilag hertil
• Er indført i hovedstambogen eller i et bilag hertil for et andet avlsforbund, der er godkendt til indkrydsning.
• Er indført i hovedstambogen eller et bilag hertil for et tilsvarende miniatureheste avlsforbund.
Inden optagelse i hovedstambogen eller bilag hertil skal alle heste være identificerbare.
Stk. 3. F1 optager hopper, der er bedømt og godkendt af avlsforbundet, men ikke har anerkendt afstamning.
Stk. 4. F2 optager hopper, der er bedømt og godkendt af avlsforbundet og har en afstamning, hvor faderen opfylder betingelserne for optagelse i avlsforbundets hovedstambog og er godkendt til avl i forbundet eller et tilsvarende EU-anerkendt miniatureheste avlsforbund, og moderen er optaget i bilagets afsnit F1.
Stk. 5. F3 optager hopper, der er bedømt og godkendt af avlsforbundet og med en afstamning, hvor faderen opfylder betingelserne for optagelse i avlsforbundets hovedstambog og er godkendt til avl i forbundet eller et tilsvarende EU-anerkendt miniatureheste avlsforening, og moderen er optaget i bilagets afsnit F2.

§ 2. Avlsmål, type- og eksteriørbeskrivelse
Avlsmålet er at avle en lille ”stor” hest, som ønskes ædel, storrammet og smidig i forhold til sin størrelse. Enhver form for dværgvækst og andre deformiteter er uønskede (afvisningsgrund).
Stk. 2. Typebeskrivelse: Miniaturehesten skal være ædel, atletisk og elegant. Den ønskes højtstillet, harmonisk og med passende muskulatur. Heste med stangmål på 106 cm eller derunder, uden arvelige defekter, kan registreres. Kort pels. Alle farver samt blå øjne godkendes.
Stk. 3. Eksteriørbeskrivelse:
• Et harmonisk, udtryksfuldt og ædelt hoved. Næseryggen må være lige eller konkav med god plads mellem ganacherne.
• Der ønskes et korrekt tandsæt uden nogen form for underbid eller andre funktionsmæssige deformiteter.
• En fin forening gennem et middellangt nakkestykke til en middellang velformet og velansat hals.
• Halsen ønskes med passende muskulatur.
• Lang skrå skulder med optimal frihed.
• Velmarkeret, lang manke med en jævn overgang til et middellangt stærkt midterstykke (ryg og lænd).
• Oval ribbenshvælving med passende ribbenslængde, der giver plads til lunger og andre indre organer.
• Kun middellangt og smidigt lændeparti med passende muskulatur.
• Langt, muskuløst kryds med passende hældning og med velansat hale.
• Lemmerne skal være korrekt stillet og tørre og må gerne være fine.
• Velmarkerede led og passende vinkler.
• Velformede og passende hove i forhold til lemmer. Hove med god hornkvalitet.
• Bevægelsen er regelmæssig, taktfast, smidig og jordvindende i alle gangarter.
• Hestene skal være funktionelle og afvikle deres gangarter i et korrekt forløb.
• Hestene skal vise samarbejdsvillighed og et godt temperament.
• Helhedsindtrykket skal være harmonisk, med passende markering, så hesten fremtræder ædel, elegant og livsglad.

§ 3. Kåring
Til kåring kan fremstilles hopper med eller uden godkendt afstamning samt hingste med mindst 3 godkendte led i stamtavlen. Det fremstillede dyr må max. måle 106,0 cm. i stangmål. Dog må hesten ikke lide af dværgvækst eller andre deformiteter.
Stk. 2. Foreningen godtager ikke indavl mellem far og datter, mor og søn og helsøskende. Hvis indavl finder sted, kan dyret ikke fremstilles til kåring.
Stk. 3. Vallakker med min. 1 afstamningsled, ud over hesten selv, kan stilles til eksteriørbedømmelse i forbindelse med hoppe- og hingstekåring.
 
§ 4. Højdeinddeling
Hestene opdeles til kåringen i følgende klasser: Sec. 1, Sec. 2, Sec. 3, Sec. 4.
Stk. 2. Heste med et stangmål under 84,0 cm inkl. kaldes Sec. 1.
Stk. 3. Heste med et stangmål over 84,1 og under 91,0 cm inkl. kaldes Sec. 2.
Stk. 4. Heste med et stangmål over 91,1 og under 98,0 cm inkl. kaldes Sec. 3.
Stk. 5. Heste med et stangmål over 98,1 og under 106,0 inkl. kaldes Sec. 4.
Stk. 6. Heste med sko vil få fratrukket 0,5 cm fra deres højde ved måling.
Stk. 7. Heste, der overstiger stangmål på max. 106,0 cm, kan ikke fremvises i foreningen, da de har overskredet avlsmålet.

§ 5. Sygekåring
Heste tilmeldt til kåringer kan fremstilles til sygekåring uden betaling af nyt kåringsgebyr, hvis hesten bliver syg i perioden mellem tilmeldingen og kåringsdagen. Dette forudsætter, at der fremlægges en dyrlægeattest senest på 3. dagen efter kåringsdagen.
Stk. 2. Hingste skal bestå et dyrlægetjek til sygekåring, af en dyrlæge, foreningen har bestilt. Udgiften til dyrlægen afholdes af de hingsteholdere, der fremstiller hingste til den pågældende sygekåring.
 
§ 6. Tilmelding og fremstilling til kåring
Alle heste, der opfylder kravene i § 1, kan fremstilles til bedømmelse, når den ifølge kalenderåret er fyldt 3 år. Kåring afholdes om foråret og sygekåring afholdes om efteråret.
Stk. 2. Hesten skal skriftlig tilmeldes på en, af MHDK udstedt, kåringsblanket. Tilmeldingen er endvidere ikke gyldig før bestyrelsen har modtaget en kopi af hestens stamtavle.
Stk. 3. Kåringsgebyr samt eventuel anden restance til MHDK skal være betalt, før hesten kan få adgang til kåringspladsen. Hestens pas skal afleveres til bestyrelsen, før hesten kan fremstilles til bedømmelse.
Stk. 4. Hingste skal, på en af MHDK udvalgt kåringsplads, bestå dyrlægekontrollen for at få adgang til bedømmelsen. Hopper skal ikke gennemgå dyrlægekontrol, men kontrolleres af dommerne efter behov.
Stk. 5. Det er hesteejerens ansvar at fremstillede dyr er sygdomsfrie og i god udstillingsform.
Stk. 6. Hesten skal på kåringspladsen have målt stangmål, pibemål og gjordmål for at få adgang til bedømmelse.
Stk. 7. Hesten har ret til ommåling eller nyt dyrlægetjek, hvis ejeren mener, at hesten er blevet forkert målt eller undersøgt. Dette skal foretages, inden hesten kommer i ringen.
Stk. 8. Hesten afvises, hvis den ikke består måling og dyrlægetjek. Den kan ligeledes, af dommerpanelet og bestyrelsen, afvises, hvis den fremtræder i dårlig stand, eller med en sådan adfærd, at den er til fare for sig selv eller sine omgivelser.
Stk. 9. For at en avlsgodkendelse kan tildeles, skal alle hingste, inden indsættelse i avlen, have deres afstamning kontrolleret vha. DNA-bestemmelse jf. forordningen. Alle udgifter hertil afholdes af ejeren.

§ 7. Fremvisning til kåring
Hesten mønstres på trekantsbane, og på dommernes anmodning vises den desuden løs. Hingste må ikke fremvises af personer under 16 år.
Stk. 2. Ved kåring samt føl- og plageskuer skal dommerpanelet bestå af mindst 2 dommere, hvoraf en skal være dansk eksteriørdommer, mens den anden dommer må gerne være under dansk udannelse som eksteriørdommer.
Stk. 3. Det fremgår af programmet hvilke personer, der er medlemmer af dommerpanelet. Programmet offentliggøres minimum 7 dage inden afvikling af kåring samt føl- og plagskue.
Stk. 4. En dommer vil blive betragtet som inhabil såfremt vedkommende er i familie med fremviser, opdrætter eller ejer af den fremviste hest eller har opdrættet eller ejer den fremviste hest.

§ 8. Bedømmelse til kåring
Hesten bedømmes på eksteriør og bevægelser.
Stk. 2. Der bruges en procentskala, hvor delkaraktererne kan gå op til 10 % point.
Stk. 3. Ved kåring gives følgende karakterer:
1. Ædelhed
2. Type
3. Hoved/hals
4. Skulder/manke
5. Overlinje/bagpart
6. Forlemmer
7. Baglemmer
8. Skridt
9. Trav
10. Galop
Stk. 4. En hingst opnår avlsgodkendelse, hvis den opnår 70 % i helhedskarakter. Dog kan ingen hingst med 4 eller derunder i delkarakter avlsgodkendes.
Stk. 5. En hoppe eller en vallak opnår kåring, hvis den opnår 60 % i helhedskarakter. Dog kan ingen hoppe eller vallak med 4 eller derunder i delkarakter kåres.
Stk. 6. Det kræver min. 75 % i helhed for at kunne blive udpeget som bedste hest.
Stk. 7. Ved procentlighed er det typekarakteren, som er afgørende for placeringen. Er disse ens, skal den mindste hest favoriseres.

§ 9. Betydning af kåring
Alle heste er kåret for livstid, hvis de opnår avlsgodkendelse. Hvis ejer ønsker at genfremstille sin hest til ny kåring, er det resultatet fra seneste kåring, der gælder.
Stk. 2. En kåret hest kan afkåres, hvis bestyrelsen i samråd med dommerpanelet og/eller dyrlægen finder, at den ikke avler efter foreningens hensigt.
Stk. 3. Kåringsresultater samt resultater for materialprøve påføres hestepasset i form af et klistermærke udstedt af SEGES.
Stk. 4. Man kan frivilligt aflægge materialprøve med sine heste.

§ 10. Føl- og plagskue
Til føl- og plagskue kan fremstilles afkom efter alle MHDK registrerede heste. Miniatureheste fra andre miniaturehesteavlsforbund, kan fremvises ved skuer, hvis forældrene overholder avlsmålet for MHDK. Der kan også fremstilles vallakker.
Stk. 2. Det kræver min. 75 % i helhed for at kunne blive udpeget som bedste føl eller plag.
Stk. 3. Der bruges en procentskala, hvor delkaraktererne kan gå op til 10 % point.
Stk. 4. Hestene vurderes på følgende: Ædelhed, Type, Rammer, Fundament, Bevægelse
Stk. 5. Der kan fremstilles samlinger efter heste, som er kåret i MHDK. Hingstesamlinger kan tidligst stilles 3 år efter hingstens første bedækningssæson og skal bestå af mindst 5 afkom.
Stk. 6. Hoppesamlinger skal bestå af mindst 3 afkom.
Stk. 7. Samlinger bør vises på lige linjer og ikke efter hinanden. Samlinger på mere end 5 dyr kan vises på 2 rækker. Hvis hingste indgår i samlingen, kan disse vises særskilt.

§ 11. Indberetning og test af hingste
Der skal, for avlsgodkendte hingste, indberettes bedækningsskema efter SEGES’ regler på området.
Stk. 2. Alle heste skal være mærket med mikrochip jf. gældende regler.
Stk. 3. Føl registreres i henhold til SEGES’ generelle regelsæt for stambogsføring.
Stk. 4. Foreningen anbefaler at heste, som skal anvendes til avl, testes for arvelige sygdomme – herunder ACAN og SA (Skeletal Atavism). Ønsker man resultater af gen- eller farvetest på foreningens hingsteliste, kan hingsteholde kontakte bestyrelsen, som vil sørge for at få det påført hingstens side.
Stk. 5. Afkom efter forældredyr, som er testet negative, er fritaget fra test.
Stk. 6. Udgiften til test påhviler hingstens ejer. Resultatet registreres i Hestedata, og på foreningens hingsteliste.

§ 12. Andre forbundshingste
Der gives tilladelse til at bruge hingste fra andre EU-anerkendte miniaturehesteforbund, der overholder foreningens avlsmål og i det pågældende lands miniaturehesteavlsforbund er givet en avlsgodkendelse, som stadig er gældende.
 
§ 13. Præmiering
En hoppe præmieres med GULD når 4 afkom er kåret med min. 75% i helhedskarakter.
En hoppe præmieres med SØLV når 3 afkom er kåret med min. 75% i helhedskarakter.
En hoppe præmieres med BRONZE når 2 afkom er kåret med min. 75% i helhedskarakter.
En hingst præmieres med GULD når 10 afkom er kåret med min. 75% i helhedskarakter.
En hingst præmieres med SØLV når 6 afkom er kåret med min. 75% i helhedskarakter.
En hingst præmieres med BRONZE når 3 afkom er kåret med min. 75% i helhedskarakter.
Stk. 2. Hopper uanset afstamningsled og hingste med 4 led (inkl. hingsten selv) kan tildeles medaljer for afkom. Det er hestens ejer, der skal søge om at få medalje hos bestyrelsen.